Omfattende ansigtsløft giver nyt løft
Det tidligere så nedslidte beboelsesområde Skovparken begynder at vinde i popularitet takket være sit nye udseende. Med nye facade- og tagplader er det nemlig lykkedes at hæve kvarteret til moderne standarder.
Inden længe står Skovparkens 48 huse klar med komplet ny klimaskærm efter renovering af tag, facader, vinduer og døre. For at give Skovparken et nyt og moderne udtryk har man blandt andet udskiftet husenes oprindelige træfacader med murstensfacader. Beboerne har fået lov til at vælge mellem facadesten i fire forskellige nuancer, og det personlige farvevalg understøttes af facadeplader og tagplader i matchende farver. Samtlige tage er blevet beklædt med tagpladerne Steni Protego, mens undertag, udhæng og stern er blevet beklædt med facadepladerne Steni Colour.
Fortiden begraves
- Skovparken har længe været betragtet som et nedslidt kvarter ikke mindst på grund af husenes ringe tilstand. Derfor var tiden inde til at give området et ansigtsløft. Renoveringsarbejdet er endnu ikke afsluttet, men vi oplever allerede, at det før så dårlige ry er ved at ændre sig til det bedre. Inden for de seneste år har Skovparken oplevet en stor fraflytning, men nu begynder beboerne på ny at strømme til, siger bygherre, Mikael Kjer Jensen, fra Boligforeningen B42.
FAKTA
Bygherre: Boligforeningen B42 Entreprenør: SIB Adresse: 6320 Egernsund Byggeperiode: 2014 – 2015 Tagplader: Steni Protego Facadeplader: Steni Colour
Driftsøkonomi på rette kurs
Ved at hæve Skovparken til moderne standarder håber man samtidig på at sænke afdelingens fremtidige driftsomkostninger. - Husene var efterhånden så slidte, at vedligeholdelsesudgifterne blev sværere og sværere at holde nede. Faktisk vurderede vi, at skulle vi fortsætte med at betale for den daglige drift uden at hæve beboernes husleje, ville Skovparken gå konkurs inden for et år. Det skulle renoveringen være med til at forhindre, og fra starten har det derfor været helt centralt at satse på produkter med minimal vedligeholdelse, siger Mikael Kjer Jensen og fortsætter:
- Vores samarbejde med Steni går mere end 30 år tilbage. Gennem tiden har vi monteret facadeplader på et hav af andre projekter, og vi ved af erfaring, at de holder i længden. Tagpladerne har vi aldrig brugt før, men i og med, at de er en direkte videreudvikling af facadepladerne, regner vi med, at de er lige så holdbare. Både Steni Protego og Steni Colour er nemlig fremstillet af glasfiberarmeret polymerkomposit med glat elektrohærdet akryloverflade, som udmærker sig ved at være UV-bestandig, afvisende over for skidt og snavs samt modstandsdygtig over for hærværk og slitage.
Godt førstehåndsindtryk
- Steni har leveret samtlige 8.000 kvadratmeter tagplader tilskåret som henholdsvis bund-, top-, højre- og venstreplader. Det har gjort det muligt at tage pladerne fra pallerne og lægge dem direkte på husene uden at tilpasse dem yderligere. Alt i alt har montagen således været hurtig og let, siger entreprenør fra SIB, Thomas Derlich Petersen, og tilføjer, at takket være produktets robusthed har det været muligt at gå på tagpladerne uden at knække dem, hvilket ligeledes har lettet montagen betydeligt.